Visma NET - Indkøb til ordre
Et hyppigt problem ved salg af varer, specielt B2B, er, at antallet af en vare på en salgsordre kan variere meget, da der kan være kampagner, projekter og lignende, som der skal leveres til. Leveringerne ligger ofte langt ude i fremtiden, og man risikerer så enten at binde sin lagerbeholdning i lang tid eller at have for få varer på lager, når ordren endelig skal sendes. En måde at undgå dette på er at bruge indkøb til ordre.
Indkøb til ordre kan håndteres på to måder: enten mod en eksisterende indkøbsordre eller ved at skabe et nyt behov.
Indkøb til ordre koblet på eksisterende indkøbsordre
Indkøbsordrekilde sættes til "Indkøb til ordre", og der kommer nu et nyt ikon ved siden af feltet, som hedder "Link til indkøbsordre".

Man kan nu se en liste over indkøbsordrer med varen, hvor mange enheder der endnu ikke er reserveret, og den forventede leveringsdato.

Når en indkøbsordre er valgt, vises indkøbsordrenummeret på linjen. Selvom salgsordren er på hold, er antallet reserveret mod indkøbsordren.

Indkøb til ordre med nyt behov
Hvis man ikke kobler en eksisterende indkøbsordre på salgsordren, kan man danne en indkøbsordre på to måder. Efter at ordren er gemt og har status "Åben", kan man via Handlinger vælge "Opret indkøbsordre".

Det åbner et nyt skærmbillede, hvor man kan se linjerne. Her kan man tildele en leverandør. Hvis varen har en standardleverandør, er feltet allerede udfyldt. Det er muligt at oprette indkøbsordrer til flere leverandører samtidigt. Når leverandørerne er valgt, markerer man de linjer, man vil danne indkøbsordrer på, og vælger "Kør" eller "Kør alle".

Ønsker man at opdele processen, f.eks. ved at salg opretter salgsordrer, og indkøb gennemgår behovet med jævne mellemrum, kan man med fordel lade sælgeren gemme ordren med status "Åben" uden at oprette en indkøbsordre direkte fra salgsordren. Så kan indkøberen se behovet i skærmbilledet Opret indkøbsordre (PO505000). Som udgangspunkt ekskluderes linjer uden leverandør. Fjern den markering, hvis det giver problemer.
Nu får man samme skærmbillede som før, men det er ikke som standard filtreret til den enkelte ordre, så man lettere kan lave samlet indkøb. Eventuelle behov fra genbestillingsoplysninger vil også havne her.
